mandag den 22. august 2011

Blomme marmelade med kanel og vanilje


Sæsonen for blommer er over os - eller den er vel egentlig faktisk lige nu på det sidste. Forleden var jeg på besøg hos min gode veninde Lotte, som erklærede, at ingen fik lov at gå hjem uden en ordentlig sæk blommer fra deres blommetræ i haven! En sweet deal for mig da jeg elsker blommer og gratis kulinariske gaver i øvrigt. Blommerne var ret så modne, så det blev til en omgang blomme marmelade. Man kunne også gøre som Lotte og lave en lækker blomme-crumble kage. I øvrigt er et lille glas hjemmelavet marmelade jo en af de mest fantastiske værtindegaver man kan medbringe! Hvis man altså er lige så håbløst gammeldags husmoderlig som jeg er, at man næsten ikke kan få sig selv til at dukke op hos gæster uden en gave af en slags under armen...


Min marmelade er ikke så hvinende sød, som nogle marmelader er det. Jeg kan allerbedst lide marmelade og syltetøj lidt syrligt så man kan smage frugten og ikke bare sukkeret. Men er man nu til den lidt sødere variation putter man bare mere sukker i til man har ramt den rigtige sukker-smag.


Oftest bruger man nok ikke så meget andet end frugt og sukker - men jeg kan godt lide at bruge lidt andre smagsgivere også for at gøre det lidt mere interessant. Jeg har her brugt vanilje, citronskal og kanel. Citronskallen kan godt blive lidt bitter, så derfor hev jeg den op efter kun ca 5 minutters kogning. Man kunne måske godt lade den ligge længere, men jeg var bange for at ødelægge de gode blommer! Jeg gemmer altid de tomme vaniljestænger når jeg har brugt kornene, for de er super gode at bruge i fx marmelade! På den måde går der heller ikke så meget til spilde fra det dyre sorte guld!


Om man skal bruge konservering eller ej er jo altid til debat. Jeg plejer ikke at gøre det når jeg laver små portioner marmelade - eller hvis jeg ved det bliver spist hurtigt. Jeg kan bedst lide det så rent som muligt. Men fordi det var en ret stor portion denne gang og fordi jeg ikke bruger så store mængder sukker valgte jeg at bruge Melatin denne gang. Det gelerer og konserverer. Man kan også få Melatin uden konserveringsmiddel - så får man blot geleringseffekten. Men pas nu på ikke at putte for meget i! Følg anvisningerne på pakken og ikke nødvendigvis de gamle sylteopskrifter - der kan være lavet ændringer for produktet siden.


Blomme marmelade
Giver 3 mellemstore glas marmelade

900 g blommer
5 tomme vaniljestænger (eller 1 hel - skåret igennem på langs og kornene skrabet ud. Brug både korn og stang)
Skal af 1 økocitron
2 stænger hel kanel
250 g sukker
2 tsk. Melatin rørt med 2 spsk. sukker

Tomme glas - skoldede

Rens, udsten og skær blommerne i mindre stykker og læg i en tykbundet gryde.
Tilsæt de tomme vaniljestænger, citronskal og kanel. Kog blommerne igennem under omrøring på middel-høj varme i ca. 5 minutter. Fisk citronskallen op igen og kassér.
Tilsæt sukker og kogi ca. 3 minutter. Smag til - måske skal der mere sukker i efter din smag.
Tilsæt Melatin+sukker og rør godt igennem. Kog i ca. 2 minutter. Hvis du ikke synes marmeladen er tyk nok kan du tilsætte lidt mere Melatin rørt med sukker. Men pas på - marmeladen stivner mere når den bliver kold.

Hæld den varme marmelade på skoldede glas og luk straks. Afkøl på køkkenbordet og opbevar derefter køligt.


1 kommentarer:

  1. jeg må hellere have fat på blommer så jeg også kan komme igang med at lave lækker marmelade! Tak for inspirationen!

    SvarSlet